El leverer billig fjernvarme i Brørup

11. august 2022

Meget groft sagt, har fjernvarmen i Brørup været helt gratis at producere det meste af sommeren.

Flis, gas og el koster det, det koster, men vi har rigtigt mange muligheder for at kombinere de forskellige energiformer. Når det ikke blæser, mangler der elektricitet på markedet. Det kan vi så producere på vores motor og sælge, samtidig med at vi laver fjernvarme.

Omvendt kan der være alt for meget strøm fra f.eks. vindmøllerne, når det blæser meget. Denne strøm kan vi aftage mod en høj godtgørelse. Og strømmen anvender vi så til at lave varme med en elpatron, som svarer til en stor dypkoger.

Disse forhold har givet så store indtægter i de seneste måneder, at værket nærmest har produceret gratis varme i juni og juli.

I Jyske Vestkysten kan man i dag læse, at forbrugerne kan se frem til, at årsafregningen bliver et sted mellem 5 og 20 procent billigere end acontobetalingen. Den endelige afregning afhænger selvfølgelig af resten af 2022.

Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at besparelsen alene er på selve varmeprisen (kwh prisen). De faste afgifter og målerlejen er fortsat den samme. Man kan således ikke forvente at få mellem 500 og 2000 kroner tilbage, hvis man har en samlet årsregning på 10.000 kroner, da denne regning i stor grad består af faste betalinger.

Det betyder desværre heller ikke, at varmen bliver billigere i 2023 end i år. Der er generelt nogle prisstigninger, som vi skal tage højde for, så vi nok må hæve acontobetalingen en smulei 2023.

Men derfor er der stadig grund til at glædes over at 2022 ser ud til at blive endnu et billigt fjernvarmeår.