Har du sommerlukket fjernvarmen?

5. juni 2023

At sommerlukke fjernvarmen svarer til at slukke bilen, når du holder stille.

Sommerlukning er, når du lukker for dit varmeanlæg i sommerhalvåret, så du kun producerer varmt vand og ikke varme til f.eks. radiatorer eller gulvvarme. Det kaldes også sommerdrift.

Uden sommerlukning kører dit varmeanlæg konstant på lavt blus hele sommeren, som en bil i tomgang. Ved at sommerlukke varmeanlægget hjælper du klimaet og sparer penge på varmeregningen.

Hvornår skal jeg lukke?

Du kan typisk sommerlukke varmeanlægget fra maj til oktober, afhængigt af vejret, og hvor godt dit hus er isoleret.

Når du har lukket for varmeanlægget, er det en god ide at åbne helt for termostaterne på dine radiatorer. Så sætter de sig ikke fast i løbet af sommeren.

Hvordan gør jeg?

Sommerlukning består af 2 enkle handlinger: Luk varmeanlægget og sluk cirkulationspumpen.

Hvilket håndtag du skal dreje på varmeanlægget, og hvor du slukker cirkulationspumpen varierer. I nogle huse sker det ene eller det andet eller begge dele automatisk. Det er derfor en god ide at lave en opskrift til dig selv, første gang du sommerlukker, så det bliver nemt fremover.

Det tager kun 5 minutter at sommerlukke, men du kan have brug for hjælp, hvis du ikke har gjort det før. Det er desværre ikke noget, vi kan være behjælpelige med - der skal du have fat i din VVS'er.

Se HOFORs vejledning nedenfor. Der findes flere tilsvarende vejledninger på Youtube.

Du må ikke slukke for strømmen til din unit - så slukker du for returtemperaturstyringen, og dit fjernvarmevand løber ubrugt igennem systemet. Med en forhøjet regning til følge.